|
|||||
|
|
Jamen, er der is på nordpolen?
Af Jan Simmen, i Politiken
- Hvad er alle
de isflager? Kaptajnen ryster smilende på hovedet. - Faktisk har jeg aldrig set så meget is som i år. De norske og russiske is kort fortæller at han har ret. Isen er massiv på de kanter, hvor ekspeditionen skal igennem. Til gengæld er isen tyndere andre steder. Surt show. Især for amerikanerne der har betalt dyrt for at se klimaforandringerne, og i fællesskab bruge 20 tons brændstof hver eneste dag i to uger, for at nå hen til en ø ved Grønlands østkyst og tilbage til Island igen. Her vil de så tage flyene de mange tusinde km tilbage til de steder, hvor de bor og engagerer sig i co2 udslippet.
Skibet inklusive guider og besætning er hyret til en tur langt imod nord, til en nyfunden ø, kaldet Warming Island. Ekspeditionen har selveste nobelprismodtager Al Gores blå stempel. Manden bag projektet er en af Al Gores bekendte og er den samme person der i sin tid fandt øen, og bekendtgjorde, at øen er et symbol på klimaopvarmning. Over 100 mio. har enten hørt, læst eller set hans ø i de amerikanske og engelske medier. Hans Navn er Dennis Schmitt. Deltagerne og en enkelt fra tv-stationen CNN ville se denne nye ø. De var villige til at ofre hvad det nu kostede for at se klimakatastrofen. Se det åbne vand, hvor isen plejede at være. De ville forarges over verdens tilstand. Med rollator på ekspeditionDet hele begynder helt traditionelt med en storm der raser over Island. I land gør besætningen på det russiske ekspeditionsskib klar til at modtage de kommende amerikanske ekspeditionsdeltagere. En bus standser foran det russiske ekspeditionsskib, og det første stykke udstyr bliver læsset af. En rollator?!? En grålig person stiger ud af bussen. Bliver oven i købet hjulpet. Damen skal med på ekspedition. Flere der har overskredet den sidste anvendelsesdato for ekspeditioner stiger pustende ud af bussen. En enkelt stærkt gangbesværet og tyk amerikaner iført en meget stram t-shirt med teksten ”Hawaii here I come” fuldender billedet på et amerikansk fænomen: Så længe folk betaler, så er alt ok. Også selv om det med danske øjne er komplet uforsvarligt. En amerikaner har ret til at gøre hvad han vil, bare han har råd til det. En del af de ældre amerikanere der blev hjulpet ombord på skibet kom først til syne igen, da de flere uger senere bliver hjulpet af skibet igen. Passagerlisten afslører at en del af deltagerne er født i 1920,erne. Det var dengang biler var et særsyn og polarekspeditioner, i bedste fald, skete fra hundeslæde. De bliver nok mere gråDen engelske guide Dave Mathew oplyser med sædvanlig tør britisk humor, at ”de grålige vil nok blive endnu mere grå når vi kommer til søs”, og han fik ret. Også selv overfarten over Danmarksstrædet er relativ rolig, med kun 6-8 meter bølger. I hvert fald den ene vej, på tilbagevejen har vejrguderne sørget for en gedigen orkan med 12-14m bølger… Amerikanerne har en særlig evne til at forbløffe deres omverden. Det er noget de er stolte af. Også de her amerikanere er omgående leveringsdygtige i bemærkninger og spørgsmål, der får kæben til at nærme sig dækket på skibet i faretruende fart. Allerede inden skibet rigtig forlader indsejlingen til Reykjavik spørger én af dem højlydt, om det er Grønland der ses på højre side. Den engelske guide Dave er stum af forbløffelse. Da underkæben igen er på plads svarer han fattet, at det er mundingen på Rejkjavik fjorden. ”Well, jeg gætter så på at der er lidt længere endnu til det her Grønland”, fastslår den nu oplyste amerikaner med en bred sydstatsaccent. Amerikanerens skarpsindige bemærkning giver Dave tid til at stive sin overlæbe af. Den slags overlæber er vigtige for en englænder. Det er nu hans engelske ære efter chokket skal genoprettes med et køligt svar: ”Ja, der er en lille smule længere til Grønland endnu”. Daves ”en lille smule længere” dækker over flere dages sejlads over et af verdens farligste stræder. En klassisk engelsk underdrivelse, fra en engelsk verdensmand. Der skal alligevel mere til for at slå ham ud. Han, som har et langt liv i hendes majestæts tjeneste bag sig. Ikke som spion, men som en slags engelsk Siriusmand. Dog med den forskel, at han ikke kørte hundespand ved Grønlands Østkyst, men derimod på sydpolen. For at kortlægge klodens koldeste kontinent. ”Hvem der så end har brug for et kort dernede hos pingvinerne…”, som Dave tørt bemærker. Tilbage i eget lukaf, som trange kvarter hedder på sømandssproget, ryster Dave hovedet. Det er ikke svært at forstå hans bestyrtelse. Et par af deltagerne havde netop slået Grønland op i et atlas. Enkelte af dem var klart blevet klogere og udbrød ”Wow, det er et stort land vi skal til!”. Is? Er der ikke klimaforandring?Nogle dage senere er skibet ovre på den anden side. Overalt er der is. Skibet hamrer igennem isflagerne der bliver tættere, og tættere. Men amerikanernes leder, Dennis Schmitt, vil ikke give sig. Han vil op til øen. Bumm. Skibet ryster. Bumm, endnu et brag, og skibet står komplet stille i isen. Det hele knager. Igen og igen. Hele dagen forsøger vi at komme længere og længere imod nord. Kaptajnen er bekymret. Ikke kun for skibet som efterhånden har fået en del buler, men også for at tilbagevejen fryser til. Ikke en bekymring mange passagerer deler. En del af dem har den ide, at der i givet fald fluks vil komme en isbryder og bakse skibet fri. En tanke der er mildest talt urealistisk. En isbryder kommer ikke bare lige masende bare fordi et ekspeditionsskib har sat sig selv fast i isen. Også selv om der er tale om amerikanere… Så giver kaptajnen op. Det er for farligt. Programmet er ændret. Fra nu af vil vi finde andre steder at udforske langs den nordøstlige del af Grønland. Steder som Jamesland, Scoresbysunds enormt lange fjorde, Nansen Fjorden. Øde områder hvor ingen andre kommer. Ved hjælp af zodiac-både går alle dem der har lyst i land stort set hver dag. Som altid i tre grupper. Én til dem der ikke kan eller vil gå så langt. Én til middelgruppen, og én til dem der vil gå langt og måske deltage i bestigninger. Eventyrerne melder sig til den ”hårde” gruppe. Men også enkelt svært gangbesværet mand mener, at han er hård nok. En ægte amerikaner giver nemlig ikke op på forhånd, forklarer han. Hele gruppen giver ham ret og klapper ham på skulderen. Planen er at bestige et bjerg. I dyb sne. Guiden Jan Simmen maser sig igennem sneen, længere og længere op. De andre skal bare følge efter i det spor han har mast for dem. Da han kigger tilbage, er der kun tre tilbage af gruppen, der tidligere talte 15. Området er bjørneområde, så det er ikke alt for godt hvis polarturisterne ikke er i nærheden af en guide og især deres rifler. Askegrå i hovederne, pustende kommer de omsidermasende. Hvor koldt er det, spørger én af deltagerne, da han endelig når frem. Et underligt spørgsmål. Et spørgsmål fra en anden verden. En tåbelig verden, fyldt med tåbelige meningsløse spørgsmål. - Fryser du? - Nej da, puster polarturisten synligt glad. - Jamen, så er det varmt. Hvis du havde frosset, så havde det været koldt, forklarer guiden kort og begynder at stampe videre igennem den dybe sne. Så skal der klatres. Fra toppen er udsigten fantastisk. Alt her er så ubegribeligt stort, smukt og fantastisk. Ikke mindst stilheden. Man så bliver den brudt af lyden af digitale kameraer der bibber om kap. Kort efter begynder de fleste straks at udveksle erfaringer med hinanden, om hvordan landskabet her er i forhold til steder de har set i USA. Og så er der naturligvis snakken om hvilken af kameraerne der er det bedste. Isbjerge er bedst på videoDag efter dag kæmper skibet igennem isen. Når passagererne ikke er i land, så har det amerikanske ekspeditionsselskab sørget for underholdning. Fx film som ”Den blå Planet” om polaregnenes smeltende isbjerge trækker fulde huse indenfor i messen, mens enorme is-kolosser udenfor glider forbi skibet. Hver dag bliver der holdt foredrag. Eventyreren Dennis Schmitt holder selv en del af dem. Han er amerikanernes helt. De sluger alt råt. Han har ofte været på tv, så det må være rigtigt, det han siger. De tager noter mens de lytter til ham. Rigtig indviklet bliver det for alvor, da Dennis holder sit foredrag om det grønlandske sprog. Grønlandsk er, som bekendt, ikke det allernemmeste sprog. Men ifølge Dennis behersker han det næsten lige så godt, som engelsk. Det er dog langt fra sikkert at grønlænderne selv er enige, for da Dennis via radio prøver at kontakte nogle grønlandske fangere, så opgiver fangerne til sidst at forstå hans ”grønlandsk” og spørger ham bedende, om han dog ikke taler engelsk. Det gør han til deres store lettelse… ”Ny ø” på gamle turistkortMen Dennis er ikke dum. Langt fra. Han ved ganske nøje hvad der skal til, for at han kan få lov til at tage på hundedyre ekspeditioner og endda få løn for det. Ved at sælge ideen om den nye ø, som dansk polarcenter har afvist som en nyhed, får han folk til at melde sig som deltagere på ekspeditioner op til øen. De vil alle se hans ø. Den ø han har sørget for blev en verdenssensation. En del af amerikanerne er dog en smule mistroiske. De har opdaget, at den ”nye” ø er indtegnet på selv gamle kort. Men skidt med det, forklarer den kvindelig psykolog Jazz Adkins der er med ombord som polarturist. Hun fortæller, at amerikanere ikke bærer nag over den slags. Trods alt har Dennis gjort flere mennesker opmærksomme på klimaforandringer igennem sine historier om nye øer, end de horder af mavesure klimaforskere der kritiserer ham. Men alligevel. Er amerikanerne ikke bare en smule skuffede? ”Hvorfor skulle vi det, spørger psykologen højlydt, og fortsætter: ”Det her er trods alt et fantastisk eventyr. Prøv se hvor flot her er”, forklarer hun og slår ud med armene, mens et kæmpe isbjerg glider forbi. Hun har ret. Det har de altid, amerikanerne…
|
      |
|||
| Forside | Foredrag | Klimaforandring? | Billeder | ||
arme
kolde eventyr